Arne Christensens tur til sydpolen

Læs Arne Christensens beskrivelse af en enestående tur fra den 89. breddegrad til Sydpolen

Efter mange års forberedelser, og efter 8 hårde døgn i 25 graders kulde nåede jeg den 13. januar 2024 kl. 16.45 Sydpolen. I kraft af et enestående teamwork med min ledsager Claus Geleff og vores guide Taylor Sweitzer, lykkedes det.

Jeg var godt forberedt, i god form, og udstyret var i orden. Men det viste sig, at ekspeditionen fra den 89. breddegrad og frem til Sydpolen – en strækning på godt 111 km – var langt hårdere, end jeg havde forventet.

Kulden var en udfordring for mig. Der var intet glid i skiene i den frostkolde og tørre sne, og pulken var tung at trække. Det var hårdt arbejde i cirka 8 timer om dagen. Samtidig måtte jeg ikke svede, for hvis jeg blev våd på kroppen, kunne det gøre mig kold. Men jeg undgik det ikke. Da vi nåede frem til Sydpolen i 28 graders frost, havde jeg is på brystkassen.

Jeg kunne ikke bruge mine hænder til noget uden for teltet. Jeg frøs om hænderne, og kunne intet mærke. Jeg kunne heller ikke arbejde med handsker på, så efter den første dag stod det klart, at jeg ville have brug for meget mere hjælp af Claus og Taylor, end jeg havde forestillet mig. Selv på skiene kæmpede jeg med at holde varmen om hænderne. Efter anden dag havde jeg overfladiske forfrysninger på næsetippen og overlæben. Det var en advarsel. Hvis forfrysningerne udviklede sig, ville ekspeditionen slutte.

Men glæden over at være i gang, løbe på ski på Antarktis, befinde sig i et enestående landskab med storslået natur, et kammeratligt og super samarbejde med ledsager og guide betød alt. Jeg fik mange skulderklap og rosende ord, da vi nåede frem. Der var stor interesse for vores deltagelse, og mange gav udtryk for, at vi var en stor inspiration.

Det var en enorm personlig tilfredsstillelse at gennemføre ekspeditionen, og jeg håber, at jeg kan være til inspiration for andre, og at jeg kan bidrage til at vise omverdenen, hvad blinde kan.

Jeg stopper aldrig med at løbe på ski, men hvad det næste mål skal være, kender jeg ikke i skrivende stund. Følg med på Team Blind South Pole 2024 og på www.blindpioner.dk

Ski4Ever

Arne Christensen på Sydpolen

Altså, det startede med en gummibåd i snor….

Lene, 53, blind

Jeg har sejlet altid, også selvom jeg jeg ikke kunne se. Det startede med en gummibåd i snor, enten i havnen eller efter mine forældres sejlbåd, da jeg var barn, og nu hvor jeg er voksen, savner jeg at komme på vandet. Så da muligheden for kajak kom, skyndte jeg mig at slå til. Nu har jeg også købt våddragt, for man skal jo i og i og i og lære det med redninger ordentligt. Når jeg er blevet lidt mere erfaren, vil jeg gerne med i en lokal klub og finde nogle, der vil ro med mig.

Det fede ved at ro kajak er friheden. Friheden til bare at ro, uden at skulle tænke på trafik, stok, hund og fortovskanter og at skulle koncentrere sig om at finde vej. Man er bare til i naturen og kan slappe af og bare ro og følge med i kajakkens bevægelser på vandet. Det er herligt! 

Tænk, jeg havde mareridt om at drukne – og nu elsker jeg det bare!

Lena, 39, svagtseende  fortæller:

Den første gang jeg skulle i kajak, var jeg ikke vild med det og vågnede om natten inden vi skulle af sted – med mareridt om, at jeg var ved at drukne. Jeg satte mig og skrev en mail til instruktøren om, at lige nu hadede jeg ham og det, at jeg skulle ud i kajak.

Da jeg satte mig i kajakken første gang, troede jeg, at jeg skulle dø – men så var der en, der roede ind i mig, og da kajakken ikke væltede, tænkte jeg at det nok skulle gå. Siden har jeg været af sted flere gange, både i turkajak og i havkajak, og jeg elsker bare friheden ved at ro. Ingen kantsten, ingen ting man kan ramme, bare derudaf på vandet. Faktisk ror jeg hurtigere end min mand, haha, og nu har vi så måske fundet en sport, vi kan dyrke sammen. Vi skal af sted igen næste weekend.

Tag med til kajakfestival i Silkeborg. Læs mere her 

Kitesurfing for blinde? Det er ikke en dårlig vits

Jens Christian er vild med at kitesurfe! Og efter at have hørt, hvad han fortæller, forstår vi det godt.

Jens Christian har været oppe fire gange og kan næsten ikke vente med at komme op igen. Hør bare her: “Det er kitesurfing i tandem, sammen med en instruktør. Først går vi i vandet og når det når godt op om benene, skal vi montere boardet og stramme linerne, så vi kan mærke kiten deroppe. Vi har hjelm på og våddragt og en sele, der forbinder os til kiten, og derfra bliver det vildt! Vi kan styre kiten ved hjælp af et håndtag, den er meget følsom, så det går let. Det er så fedt at mærke suset fra vinden og at overgive sig til naturens kræfter, det er frihed i et kontrolleret kaos og jeg elsker det bare!”

Lisbeth Hallestad – Det er sjovt at være ledsager for en blind

Det er sjovt at være ledsager for en blind, men det er ikke kun sjovt. Begge parter skal have noget mere ud af det, og jeg er med, fordi jeg synes jeg har noget at give, noget jeg kan bidrage med. Og jeg er med, fordi jeg selv får noget igen. Jeg deltager der, hvor jeg selv synes aktiviteten er sjov at være med til – vandreture, kajakture og sådan. På sigt bliver det som at give en ven eller en veninde en hånd, der hvor det kniber, især hvis det er de samme mennesker, man følges med.

Jesper Dahl: Holdsport for blinde? Med en bold? Arh, det må være for sjov!

Alle kan være med til goalball – men når vi stiller hold, sender vi selvfølgelig de bedste, vi vil jo gerne vinde.

I Danmark har vi mange gode spillere, og der er turneringer i goalball på verdensplan, så hvis du er god nok, kan du komme med.  Det kræver selvfølgelig at du møder op til træningen hver gang og viser klubsind, den går ikke hvis du tror, du kan klare dig med en badebillet.

Fordelen ved at dyrke holdsport i en klub er den samme for seende som for synshandicappede, nemlig at her kan der dannes netværk og at man som ung kan finde nogen at spejle sig i. Man kan lære andre at kende og finde ud af, at det også er op ad bakke for dem nogle dage. Man lærer hvad det vil sige at deltage i et forpligtende fællesskab og det giver viden for livet at lære, hvad det vil sige. Desuden er der jo både herre- og damehold og mixhold, så man kan få mødt en masse sjove mennesker! Med goalball skal alle kunne være med, for uden bredden har vi ingen elite.

Vores elite – der lige har spillede op med nogle af de bedste hold på SuperGoalball Event i ‘22 –  består af spillere, der alle er dedikerede til sporten og som møde op og passe træningen, de er alle en vigtig del af det lokale klublivet, så kom og vær med!

Se her video om det at være official til at goalball Event

Jesper Dahl, forælder til blind teenager + formand for Goalball udvalget Parasport Danmark

Lars Faursholt: Det er fantastisk givende at kunne gøre en forskel

Jeg har rejst over det meste af verden sammen med forskellige blinde og svagtseende som rejseleder og som ledsager.

For mig har det været fantastisk at opleve, hvordan måden jeg formidler hvad der foregår på til den synshandicappede, også gør en forskel for mig selv. Jeg bliver nødt til at forholde mig lidt anderledes til det, vi ser og oplever, når jeg skal formidle det, og det ansvar er både stort og enormt givende for mig selv. Jeg skal jo male et sprogligt billede, så den synshandicappede kan opleve på lige fod med os andre, og det ansvar elsker jeg at have, fordi jeg ved, at jeg kan gøre en forskel for et andet menneske.

Blinde og OCR? Er det en diagnose???

Rikke, 52 år og blind, har dyrket OCR i godt fem år.

OCR står for Obstacle Course Racing – og det er en slags militærtræning for dem, der gerne vil udfordres på den hårde måde. OCR kræver styrke, teknik og udholdenhed, alt sammen noget der får pulsen op og giver en veltrænet krop. Så ned i mudderhullet, op igen, over en 2,60 meter høj mur, gennem et vandhul eller en voldgrav fyldt med andemad, for så at kravle 8 meter under pigtråd – og så lige at gå armgang.

“Det er en sport for alle”, siger Rikke, “for man må gerne få hjælp undervejs!” Når det er bedst, er det sat i scene som om holdene skal indtage et slot, hvor der er modstandere udklædt som i 1600-tallet, og hvor man også skal kaste spyd og skyde med bue og pil. Vildt!

Se og hør video af Rikke’s OCR løb