DRØMMEN
Drømmen om at træne kroppen, dyrke idræt eller bare få noget motion er fuldstændig den samme for alle mennesker, uanset om man mangler 1 finger, har mistet synet eller lever et liv uden handicap. Men hvorfor springer alle mennesker så ikke bare ud i det og gør det?
VIRKELIGHEDEN
Det er ikke muligt for alle. Virkeligheden er, at mennesker, der har et synshandicap, ikke har friheden til at springe ud i det. De konfronteres med store og oftest uovervindelige forhindringer, når de opsøger glæden ved at få pulsen op.
FORHINDRINGERNE
Selv de enkleste former for motion og personlig træning er dyrere at udøve for mennesker med nedsat syn, end det er for andre mennesker. Det sker kun sjældent, at der er plads i hverdagsbudgettet til at købe det nødvendige kompenserende udstyr, til at betale for de nødvendige hjælpere eller til dækning af hjælpernes transportudgifter. Et økonomisk råderum til at motionere sig til et bedre liv eksisterer generelt ikke. Kun en meget lille andel af de blinde har en arbejdsindtægt. Samfundet tilbyder blinde mennesker signifikant dårligere vilkår end mennesker uden handicap, når det gælder om at forbedre sundhedstilstanden igennem personlig træning og motion.
KONSEKVENSEN
Konsekvensen er, såvel for blinde børn, unge og for voksne, at livet imod eget ønske mest leves isoleret og indendørs, med overvægt, med et dårligt fysisk/psykisk helbred til følge samt med et begrænset socialt liv.
I forvejen opleves livet som værende mere uværdigt, når man har et synshandicap.
LØSNINGEN
For at imødekomme behovet for at blinde og svagtseende børn, unge og gamle kan få pulsen op, stiftede Sven Mogensen i 2011 ”Synshandicappedes Motionsfond”.
Fonden har over årene økonomisk hjulpet hundredevis af blinde og svagtseende børn og voksne til at komme ud i samfundet og bl.a.: Løbetræne, køre på tandem og parcykel, stå på vandski, tage på langrends-skiture, komme på cykel- og vandreture i naturen, sejle i kano, svømme i svømmehal og spille showdown- eller goalball.
Der er doneret midler til at indkøbe elektronsigter til riffelskydning, givet støtte til træningsophold, åbnet muligheder for at træne på romaskiner, løbebånd og skitræningsmaskiner både i hjemmet og i fitnesscentre.
Motionsfonden har også givet legatmodtagere mulighed for at deltage i golfkurser, lære at ride og komme på ridelejr for blinde, lære at køre hestevogn, lære at udøve judo, tage et sejlbådskursus, dansekurser, Og meget, meget mere…
EN IDÉ: ”LANGREND VAR BARE STARTEN”
Sven Mogensen, stifteren af Synshandicappedes Motionsfond fortæller:
Jeg mistede selv pludselig, nemlig i en ulykke, synet for mange år siden. Før ulykken dyrkede jeg mange slags idræt, men som nyblind troede jeg at nu var det helt slut med igen at få pulsen ”rigtig” op.
Efter at have været blind (og fysisk passiv) i 24 år uden kontakt til nogen andre blinde, opdagede jeg en dag til min store forundring at mange blinde personer dyrker langrendsskisport. Det tog jeg så også hul på, og nu har jeg lige siden dyrket både skisport og flere andre slags idræt, og jeg motionerer mindst 1 gang hver uge.
Lysten til motion som alle vi mennesker har, er jo præcis den samme uanset om man er seende eller blind. Men mulighederne og dermed vanskelighederne er meget, meget forskellige, opdagede jeg.
En af de vanskelige virkeligheder for de fleste blinde er, at det er forbundet med store og i visse tilfælde helt prohibitive ekstra udgifter at dyrke bredde-idræt. Jeg tænker på særlig kompenserende udstyr og personlige hjælpere og deres transportudgifter. Dengang jeg var nyblind fandtes der ikke nogen offentlige kasser eller private tilbud overhovedet som blinde kunne få økonomisk hjælp fra. Det forhold har desværre ikke ændret sig en tøddel. Bortset fra Synshandicappedes Motionsfond, er der heller ikke i dag nogen steder at mennesker med nedsat syn kan få økonomisk hjælp til at få pulsen op.
Og tro mig: Blinde og svagseende mennesker hører ikke lige til blandt landets rigeste mennesker.
Igennem mine genetablerede idrætsudøvelse, lærte jeg at når Blinde begynder at dyrke idræt, så flytter det rigtig mange af dem fra mentalt nedbrydende ensomhed, isolation og bitterhed over i glade, aktive sociale fællesskaber med forbedret sundhed og et længere liv til følge. Det er en usigelig glæde for mig at se at effekten er selv-forstærkende og breder sig ud som ringe i vandet.
Med udgangspunkt i den profit jeg løbende havde genereret i min mangeårige enkeltmandsvirksomhed, og med en voksende forståelse for den nød som blinde personer generelt befinder sig i, begyndte jeg så i 2003 at uddele årlige sponsorater til blinde til at få pulsen op igennem deres udførelse af forskellige typer idræt. Mine – i antal flere og flere og i penge større og større – sponsorater faldt på så tørre steder og skabte så glade idrætsudøvere, at jeg i 2011 besluttede at gøre hjælpen både permanent og evergreen igennem stiftelsen af Synshandicappedes Motionsfond. Nu har Dansk Blindesamfund i de seneste 7 år på vegne af og i nært samarbejde med fonden uddelt afkastet fra fondens formue.