Af Edis Adilovic
Lad mig starte med at præsentere mig selv
Mit navn er Edis Adilovic. Jeg er 33 år gammel, og når ja, så er der den lille detalje, jeg er helt blind. I 1993, i en alder af 2,5 år mistede jeg synet grundet Sarkoidose – en autoimmun sygdom der angriber enten dine øjne, dine lunger eller dit hjerte. I mit tilfælde var det mine øjne.
Og nu sidder jeg her, 31 år efter og har en kæreste, familie, venner, uddannelse, arbejde og generelt alt hvad jeg kan ønske mig. Der er også den lille detalje at jeg i 2023 gik Caminoen. Du ved, den tur der starter i Saint Jean Pied De Port og slutter i Santiago i Spanien. 800 KM. Det mest utrolige, eller vanvittige om du vil, er dog at jeg gik den alene. Uden ledsager, uden backup planer og uden et hold der følger mig. Bare mig, min talende telefon, min blindestok og min evne til at spørge om hjælp.
Hvorfor Caminoen alene?
Første gang jeg hørte om Caminoen var i 2018, og det ville jeg opleve. Jeg havde netop boet i New York City i et halvt år som led i min uddannelse, så jeg tænkte: hvis jeg kan klare det hvor jeg hele tiden skal være opmærksom på biler, busser, grønt og rødt lys, vejarbejde og cyklister, så kan jeg også bare gå på en bjergsti.
Jeg elsker at rejse og friluftslivet. Jeg har stået på ski siden jeg var 10, svømmet siden jeg var 6 og vandret forskellige steder. Derudover elsker jeg kombinationen af bevægelse, historie og kultur.
Efter corona gik jeg for alvor i gang med at planlægge i 2022. Jeg forsøgte først at få mine venner med. Folk var super meget på, men da de hørte at det er 800 KM og tager 40 dage, så trak alle i land. Jeg tænkte, det skal fandme være løgn.
Så besluttede jeg at gøre det til et statement. Jeg vil vise, at vi mennesker, uanset om vi har et handicap eller ej, er afhængige af hinanden. Samarbejde skaber succes, og hvis vi tør række ud og spørge om hjælp, så kan vi meget mere sammen.
Familien reagerede som forventet
Da jeg fortalte min familie om planen, var reaktionerne forskellige. Min mor blev bekymret, min far kiggede på mig som om jeg ville flyve til månen, og mine venner trak sig diskret tilbage da de hørte “40 dage” og “800 kilometer”.
“Edis,” sagde min mor på bosnisk med den bekymrede tone som kun mødre kan mestre, “jeg er bange for at du kommer til skade derude alene.”
Min familie har gennem hele mit liv støttet mig, men også holdt mig nede på jorden. Jeg kan huske da jeg var teenager og spillede musik for højt, så kom min far ind og sagde “Edis, skru ned!”
“Men far,” sagde jeg, “jeg kan jo ikke se hvor skru ned-knappen er.”
Grav alvorligt svarede han: “Men du kan godt se hvor skru op-knappen er, ikke?”
Touché, far. Touché.
Da jeg skulle op til fysik i gymnasiet – et meget visuelt fag – sagde mine forældre: “Hvis du får 02 og kommer igennem, så skal du være pavestolt.” De lærte mig at sætte realistiske mål. 02 ER flot når man ikke kan se diagrammerne.
Mit “geniale” udstyr
Mine forberedelser: En blindestok, min talende telefon og appen “Komoot” – som et Google Maps for vandrere. Den var fantastisk og fortalte mig præcis hvornår jeg skulle dreje. Plus Caminoways.com til beskrivelser af etaperne.
En ven sagde: “Edis, hvis du drejer forkert bare én gang, så bliver dine 800 kilometer til 8000 kilometer.” Han havde en pointe.
Jeg havde ingen backup-plan. Intet GPS-tracking til bekymrede forældre og venner. Bare min tro på at det nok skulle gå.
“Hvad hvis du går vild?” spurgte folk.
“Så spørger jeg nogen om vej.”
“Hvad hvis der ikke er nogen?”
“Så finder jeg nogen.”
Jeg er bosnisk – vi improviserer. Mit motto har altid været “Det skal nok gå” – og det gjorde det.
Den første dag og de næste 34
Jeg startede fra Saint-Jean-Pied-de-Port den 16. juli 2023. Jeg skal være ærlig – jeg lavede en masse overspringshandlinger fordi jeg var bange. Tjekkede rygsækken for fjerde gang, ringede til min kæreste “bare for at sige hej”, gik på toilettet selvom jeg ikke havde brug for det. Klassiske udskydelsestaktikker.
Men så gik jeg afsted. De første jeg mødte var fire franskmænd der gik og sang. Vi delte historier på gebrogt engelsk og kropssprog. Min Komoot-app klarede navigationen perfekt.
Senere mødte jeg en enlig mand i en klippehule. Han kunne spansk, jeg kunne engelsk, han kunne kropssprog, jeg kunne ikke se – men alligevel lykkedes det os at dele noget varmt at drikke og få et godt grin.
Det var der jeg forstod noget fundamentalt: Selvom jeg var alene, så er du aldrig rigtigt alene på Caminoen. Der er altid mennesker, historier, sammenhold og hjælp, lige meget hvor du er.
Hvad jeg lærte efter 35 dage
Efter 800 kilometer og utallige møder med mennesker fra hele verden gik det op for mig, at mit “statement” ikke handlede om at bevise hvor sej jeg var. Det handlede om noget meget mere grundlæggende.
Der er stadig berøringsangst derude. Folk ved ikke hvordan de skal opføre sig over for det ukendte – ikke kun blinde mennesker. En virksomhed har brug for medarbejdere og kunder, en kunstner har brug for at nogen lytter, vi har alle brug for venner, naboer, familier.
Min tanke var: Hvis jeg kan vise at en blind mand kan gå 800 kilometer alene, så kan jeg måske også vise at vi ikke er så skrøbelige som folk tror. Vi er bare anderledes. Og anderledes kan faktisk være ret praktisk.
Til jer der læser
Jeg gik ikke Caminoen for at bevise noget til andre. Jeg gik den fordi jeg havde lyst. Men hvis det kan inspirere bare en person til at prøve noget de ikke tror de kan – så er det fedt.
Hvis I tænker “jeg kunne aldrig gøre det Edis gjorde,” så har I ret. I kunne ikke gøre præcis det samme. Men I kunne gøre jeres egen version. Måske ikke 800 kilometer – måske 8 kilometer. Eller måske er det at ringe til den gamle ven, skifte job, eller bare sige højt hvad I tænker.
Vi har alle ting vi gerne vil, men ikke tør. Mine er bare lidt mere synlige. Bogstaveligt talt kan jeg ikke se barrieren, så jeg går bare gennem den.
Jeg er ikke speciel. Jeg er bare en bosnisk fyr der er for stædig til at lade blindhed stoppe mig i at gøre det jeg har lyst til.
Og hvis jeg kan gå 800 kilometer uden at kunne se hvor jeg går, så kan I sikkert også klare det der skræmmer jer.
Som jeg altid siger: Samarbejde skaber succes. Vi har alle brug for hinanden – blind eller ej.
Edis Adilovic – stadig blind, stadig stædig, og nu med rigtig gode historier fra Spanien.
